Når børnene er til sport

10. november 2013

En ting jeg jævnligt hører fra forældre er udfordringen med at deres børn skal fragtes til og fra fritidsinteresser. Eftermiddagstimerne bliver derfor i mange familier en større logistisk opgave der skal løses, og i rigtigt mange tilfælde en rigtig tidsrøver af god tid til sig selv.

Men det behøver ikke at være sådan. Tiden på landevejen, i den lokale hal, eller på sidelinien af fodboldbanen kan bruges på en anden måde, så du får tid til dig selv, til dit barn eller tid sammen med en veninde. Det handler blot om, at du beslutter dig for, at du vil gøre noget anderledes, end du gør nu.

Her har du lidt inspiration til, hvordan du kan udnytte tiden, mens børnene er til fritidsinteresser til kvalitetstid i stedet får en sur pligt:

  • Få dit yndlingsmusik på din telefon, en USB eller på en CD og hør det for fulde drøn.
  • Tag søskende med på køreturen og udnyt turen til at få den gode snak om hvordan det går.
  • Download en lydfil til din telefon med et online kursus eller webinar og brug tiden på at få god viden. Der findes et hav af gode sider tjek evt. Websexolog Maj Wismann som har en masse guldkorn til parforholdet (hun har flere gratis kurser) og Sofia Manning der tilbyder flere online kurser indenfor personlig udvikling.
  • Hør en lydbog. Du kan enten gå direktet ind på www.ereolen.dk eller du kan hente app'en eReolen. 
  • Sidder nogle af dine veninder også og kigger på ungerne dyrke sport, så kan I evt. aftale at I på skift tager en hyggelig madkurv med, og så udnytte tiden til venindesnak, med kaffe/te og kage.

 

I nogle tilfælde vil dit barn måske gerne have, at du er til stede, så du kan se hvor dygtig han/hun er. I det tilfælde kan du måske aftale med barnet at du er til stede halvdelen af tiden og resten af tiden sidder i bilen eller i cafeteriaet, så du får noget tid for dig selv. Eller måske er det ikke muligt for dig at kigge på, men du har for langt hjem til at det kan betale sig at køre hjem. I det tilfælde kan du vælge at se det som tid til dig. Brug tiden på at gå en tur, læse en bog eller en af førnævnte forslag. Måske er det ligefrem en gave, for hvis du havde været hjemme ville du måske have brugt tiden på at ordne praktiske gøremål.

 

Som med så meget andet afhænger det af hvordan du ser på det. Er det en sur pligt eller kan du bruge tiden til noget som er godt for dig, og som giver dig glæde og overskud?

0 kommentar(er)

Du kan skrive en kommentar til bloggen her