For 6 år siden blev jeg "ramt"!

D. 2 januar 2009 skulle jeg have været på arbejde. Det var en fredag og jeg havde meldt mig til at tage tjansen, desværre måtte jeg ringe og melde mig syg, fordi jeg d. 1. januar pludselig ud af det blå midt på eftermiddagen fik over 39 i feber. Jeg havde i en længere periode godt vidst, at det gik alt for stærkt i mit liv, men jeg anede ikke hvordan jeg skulle stoppe op, så jeg fortsatte. I juleferien fik jeg dog sat tempoet så meget ned, at det blev umuligt for mig at overhøre min krop.

Jeg kontaktede min læge og fik en tid d. 6. januar, hvor hun valgte at sygemelde mig i 2 – 4 uger. Jeg troede at jeg bare trængte til at sove i 2 uger, og så ville jeg være på toppen igen, men helt så nemt var det ikke, for jeg havde kørt min krop og min hjerne godt og grundigt træt over en meget lang periode.

Jeg var på daværende tidspunkt:

  • 31 år
  • Mor til to dejlige drenge på hhv. 2 og 4½
  • Nygift med manden i mit liv, men vores forhold kørte alt andet end på skinner
  • Ansat som socialrådgiver i et jobcenter med sygedagpenge og konstant splittet mellem gerne at ville gøre mit arbejde godt og mangel på ressourcer
  • I konstant søvnunderskud, på en god nat fik jeg 7 timers søvn (fik i gennemsmit 6½ timers søvn), hvor jeg blev vækket af børnene mellem 2 – 4 gange.

Det konstante søvnunderskud medførte en zombietilstand og en lunte der var så kort, at jeg konstant var sprængfarlig. Så hvis jeg blev presset bare en lille smule, gik det galt, enten græd jeg eller også råbte jeg, og nogle gange begge dele på en gang. Værst gik det ud over mine børn, som havde en alder, hvor de krævede konstant opmærksomhed, og min mand arbejdede ofte om aftenen og i weekender, så jeg var ofte alene med drengene. Det medførte en total følelse af utilstrækkelighed! Jeg slog ikke til på mit job eller som kone og værst af alt slog jeg ikke til som mor.

Sjovt nok ramte jeg først for alvor bunden efter en måneds sygemelding, da det gik op for mig, at det ikke bare handlede om at sove i 14 dage. Jeg var ramt, og jeg havde brug for hjælp til at komme op igen, så min læge henviste mig til psykolog, og senere blev jeg også af mit arbejde henvist til en stresscoach. Første skridt på vejen til bedring var at acceptere min tilstand. Sværest var nok at acceptere, at jeg ikke længere kunne, det jeg kunne engang. F.eks. kunne jeg ikke længere både tage med mine drenge i Brugsen og handle lidt småting og bagefter tage på biblioteket. Det var simpelthen for meget for mig, så jeg måtte vælge hvilken aktivitet jeg ville lave, for at undgå at overbelaste mig selv. DET var en svær erkendelse. Men min bedring begyndte først for alvor, den dag jeg erkendte det og jeg lærte at lytte til mig selv og min krop.

Da jeg begyndte at lytte til min krop og tage mig selv alvorligt, begyndte jeg at få det bedre, men ting tager tid, og efter 3½ måneds fuldtidssygemelding begyndte jeg ganske stille og roligt på arbejde, og i løbet af 4½ måneder var jeg tilbage på de 33 timer, jeg var ansat på. Men min rejse fortsatte, for jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville have det sådan igen.

Siden hen har jeg skiftet job et par gange og har truffet beslutninger nogle mennesker har rystet på hovedet af, for at passe på mig selv og har erfaret, at til trods for alverdens gode intentioner så kræver det øvelse igen og igen og evnen til at tilgive sig selv for at komme i mål.

Men det kan lade sig gøre og det er rejsen værd. Jeg går nu målrettet efter mit mål, som er at være i balance.  Jeg står stærkere end nogensinde før, men jeg er stadig på vej og det vil jeg nok altid være, for man skal lære så længe man lever.