Lavt selvværd og stress

Lavt selvværd og stress skabte et monster

10.maj 2015 af Maria Gammelgaard

Jeg var en monstermor

Det mest pinefulde jeg har oplevet i mit liv, er at være der, hvor jeg på grund af stress ikke magtede at rumme mine børn, ofte ønskede dem langt væk og var bange for at være alene med dem. Samtidigt med at jeg havde så lavt selvværd, at jeg indimellem kunne tænke, at det ville være en lettelse for min familie, hvis jeg ikke længere var her.

Det er efterhånden en gængs opfattelse, at stress er noget, der kommer snigende som en tyv i natten. Sådan var det ikke for mig, da jeg for 6 år siden blev ramt af stress. Jeg var udmærket klar over, at toget bragede derud ad med 180 km i timen, og at det på et tidspunkt ville ende galt. Jeg ledte desperat efter en nødbremse, men kunne ikke finde den.

Så jeg måtte bare fortsætte i det høje tempo, som bød på:

  • et arbejde hvor der aldrig er tid nok, og dermed aldrig muligt at udføre sit arbejde tilfredsstillende
  • 2 små børn der i gennemsnit vækkede mig 2 – 4 gange hver nat og udover det så lykkes det mig sjældent at komme i seng så jeg kunne nå mere end max 7 timers søvn
  • en mand der ofte havde aftenvagter, så jeg stod alene med mine små børn fra fyraften til sengetid
  • jeg havde påtaget mig størstedelen af de huslige opgaver (bemærk at det ikke var fordi, at min mand ikke ville hjælpe mig, jeg havde bare valgt at tage opgaverne for at gøre det nemmere for ham – misforstået hjælp? – ja det tror jeg nok)
  • og så også lige planlægning af et bryllup
  • samtidig med at jeg havde et lavt selvværd, der gjorde at jeg indimellem mest af alt følte mig som en byrde for mine nærmeste

Toget begyndte at køre af sporet efter brylluppet og bryllupsrejsen, og med velmenende hjælp forsøgte jeg at på det op på skinnerne igen. Men da jeg halvanden måneder senere nåede endnu en ferie, og jeg fik noget ro på, kørte toget helt af skinnerne, og det var ikke længere muligt at få det op på igen, der skulle en større reparation til, så jeg blev sygemeldt med stress i en længere periode. 

Lavt selvværd og stress

Bange for at være alene med mine børn

Mine børn var på daværende tidspunkt 2 og 4½ år gamle. Jeg fandt på begrebet monster-mor om mig selv, på tidspunkter hvor min hjerne simpelthen slog fra, og jeg mistede evnen til at tænke rationelt. Det kunne f.eks. være

  • hvis de vækkede mig om natten (hvilket rent faktisk skete 2 – 4 gange hver nat)
  • hvis de ikke gjorde, hvad jeg sagde, når vi skulle ud ad døren (som altid sent på den) om morgenen
  • eller når de skreg for længe, over at de ikke kunne få deres vilje

Monster-mor råbte og skreg, tog hårdt fat i deres arme, og fortalte at de ikke måtte gøre det mod mig! For bagefter grædende at bede om tilgivelse og ”punke” mig selv for at gøre sådanne ting, når jeg nu godt vidste, hvor skadelige de kunne være for mine børn og for min relation til dem. Alt jeg ville var at være en god mor, og når jeg gjorde sådan nogle ting, var jeg lige netop det modsatte. Jeg var en mor, der skadede mine børn, jeg var utilregnelig og skræmmende – jeg var et monster! For lidt søvn, for hårdt pres, for mange arbejdsopgaver og et lavt selvværd skabte monstret.

Da jeg var sygemeldt, turde jeg derfor ikke være alene sammen med mine børn, for jeg var jo et monster! Når jeg var sammen med andre, kunne jeg godt beherske mig, og derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at være sammen med nogle andre, hvis min mand f.eks. havde vagter i weekenderne. Dette var egentlig også en stressfaktor, da jeg hele tiden var tvunget til at koordinere med venner og familie, men det var ingenting ift. den ødelæggende faktor, at jeg ikke magtede at være en ordentlig mor for mine børn, når jeg var alene med dem. 

Lavt selvværd førte til tanken: ”Er jeg noget værd som menneske?”

Lavt selvværd  og stress gjorde at jeg på mine sorteste dage stillede jeg mig selv det spørgsmål, om jeg overhovedet var noget værd som menneske. Jeg var en dårlig kone, en dårlig kollega, en dårlig sagsbehandler og værst af alt en dårlig mor! Jeg havde svigtet alle og ind i mellem kom tanken til mig, at det ville være nemmere for alle, hvis jeg ikke længere var her. Tankerne var altid flygtige, men kunne f.eks. komme når jeg kørte i bil, hvor jeg kunne tænke: ”hvis jeg kører galt nu, vil det være en lettelse for dem”. 

Stress kræver tid, ro og hjælp!

Stress kræver ro

Når tingene er så sorte tager det tid, lang tid, at komme ovenpå igen. Ro og tid er faktorer der spiller en væsentlig rolle, men dertil kommer også hjælp! Hvis man skal ovenpå, og fremadrettet vil undgå at komme derned igen, skal man have hjælp.  En stresscoach og/eller en psykolog er et godt valg, for du har brug for hjælp til at slippe af med din stress, og støtte fra en som kan give dig råd, ift. hvordan du booster et lavt selvværd. Første skridt vil dog altid være et besøg ved lægen, som kan guide dig videre til dit næste skridt. 

Aldrig mere stress!

Jeg har givet mig selv et løfte: ”jeg vil aldrig mere have det sådan”. Jeg har været tæt på i et arbejdsforhold, hvor jeg ikke kunne gøre mit arbejde nær tilfredsstillende, uanset hvor meget jeg gav af mig selv og knoklede på. Efter mange overvejelser og en deltids sygemelding sagde jeg op! Det er nok en af de bedste beslutninger, jeg har truffet i mit liv. Det var ikke en nem beslutning, men jeg stod på det tidspunkt med et valg mellem at forsætte og køre af skinnerne igen eller springe af toget. At springe af toget ville give mig knubs, men intet i sammenligning med hvad det ville give af knubs at køre af skinnerne. Da det stod klart for mig, var beslutningen ikke så svær. Det er simpelthen ikke værd, at komme derud hvor tingene bliver så sorte, og man skal bruge så lang tid på at komme ovenpå, og jeg kan ikke være det bekendt overfor mine børn. Mine børn fortjener en god mor, og det har de kun, når jeg har det godt med mig selv. 

Vi skal turde at tale om det

Jeg vil så gerne gøre op med de mange artikler, tv udsendelser m.v. om at vi skal være perfekte mødre, med rene hjem der dufter af hjemmebag, og aldrig råber af vores børn. Det er et glansbillede, som de færreste af os kan leve op til. Vi skal turde at være uperfekte og grimme, og vi skal turde at tale om det. Vi skal gøre op med det pæne og polerede og turde at stå ved os selv, også når vi fejler. Jeg var ikke et monster, jeg var blot (endnu) en mor, der var alt for presset. Presset af forventninger fra andre og det samfund vi lever i, men allermest af mine egne forventninger til hvad det vil sige at være en god mor, hvilket for mit vedkommende førte til lavt selvværd og stress.

Konstant bliver vi bombarderet med artikler om, at det er skadeligt for vores børn, at vi råber af dem og bruger vores fysiske overlegenhed, og har vi først gjort det en gang, så er skaden nærmest uoprettelig! Det er super godt med den viden og information, men desværre følger der alt for sjældent gode råd med disse løftede pegefingre. Råd til pressede mødre som bare gerne vil gøre det godt, men på grund af træthed, stress, lavt selvværd og  afmagt, ikke længere kan handle rationelt. Du bliver ikke en bedre mor af at få mere viden, det er først, når du er i stand til at omsætte den viden til praksis, at den gør en forskel, og det er du ganske enkelt ikke i stand til, når du er stresset, og dit selvværd er helt under gulvbrædderne. Derfor skal du starte det rigtige sted, nemlig med at tage vare på dig selv, så du kan skabe overskud til at tage ny viden ind. At være en god mor starter nemlig med dig selv. 

Tips til hvordan du bliver en mor med overskud og glæde

Tag dig selv alvorligt

Lyt til din krop: Hvis du er træt, så sov! Hvis du har for mange aftaler, så sortér nogle fra m.v. Din krop fortæller dig altid hvornår nok er nok, spørgsmålet er bare om du lytter? Det gode er, at det kan læres. Enkelte øvelser med meditation og mindfullnes er super til dette formål. (Tip: der findes masser af gode bøger og app’s der kan hjælpe dig med dette, eller prøv blot at google på mindfullness)

Prioriter dig selv: Du er vigtigst i dit liv, hvis du ikke har overskud og har det godt, kan du ikke være den mor, du drømmer om at være. Så sørg for at gøre ting der er gode for dig, f.eks. et langt bad, en tur på café med en god veninde, læs et ugeblad mens du nyder en god kop te, en gåtur i skoven m.v.

Sig farvel til lavt selvværd: Hvis du har det godt med den du er, vil du bedre kunne være noget for andre, fordi du hviler i dig selv. Du kan finde tips til, hvordan du booster lavt selvværd her

Taknemmelighed

Vær taknemmelig

Hav i det daglige fokus på de gode ting i dit liv, i stedet for de ting der ikke lykkes eller som stjæler din energi. Når du har fokus på det positive og de ting du kan være taknemmelig for, vil de negative ting fylde mindre.

Lav f.eks. en taknemmelighedsøvelse hvor du hver aften skriver 3 – 5 ting ned, du har været taknemmelig for i løbet af dagen, for at skærpe dit fokus på det positive i dit liv.

(Tip: Tjek også lige Anne Goncalves’ taknemmeligheds meditation ud)

Beskriv dit drømmeliv

Sæt dig ned og beskriv dit drømmeliv for dig selv. Hvordan drømmer du egentlig om at dit liv skal være? Skriv det ned! Når du tydeligt har beskrevet dit drømmeliv for dig selv, og du kan mærke hvordan det vil være at være der, så stil dig selv følgende spørgsmål:

  • Er mit liv sådan nu?
  • Hvis ikke, hvad skal der til for at det bliver sådan?
  • Hvad er første trin i retning af mit drømmeliv, som jeg kan gå i gang med allerede nu?

(Tip: Du kan evt lave en drømmetavle –også kaldet visionboard - for dit liv. Du kan hente inspiration til hvordan man gør det her

 

God arbejdslyst

Maria Gammelgaard

Kærlig hilsen 

Maria 

 

Ps: Hvis du har brug for støtte, coaching eller sparring, til hvordan du flytter dig fra at være monstermor til at blive en kærlig, nærværende og rummelig mor, så er coaching et super godt redskab. Læs mere om coaching ved mig her