Almindelig er mit mellemnavn

1. september 2013

Jeg afholdt for nyligt en workshop, hvor en af mine deltagere bagefter sagde til mig, at hun kunne lide, at jeg var så almindelig. Hun sagde dette, fordi jeg havde fortalt min egen historie, om hvordan jeg havde arbejdet som sagsbehandler og var blevet ramt af stress, og fordi min bil var møg beskidt.

Det med bilen er en historie for sig. Min plan var at jeg skulle have vasket den inden aftenens arrangement, men jeg nåede det ikke pga. bøvl med min printer, inden jeg skulle afsted. Min bil den er altså virkelig beskidt, da jeg bor på en grusvej.  Jeg vasker den helt ærligt ikke særligt ofte, da det virker lidt som molbo arbejde, da den bliver beskidt, med det samme jeg kører op af min grusvej igen. Men jeg havde nu altså tænkt, at den skulle vaskes den dag. Da jeg har en streamer med mit firma logo bag på bilen, er det jo rimeligt tydeligt, at den lille, beskidte, blå bil er min. Så hvad gør man så? Jeg var så smart at jeg bakkede min bil på plads, så min streamer ikke var så i øjnefaldende på parkeringspladsen. Vupti! Problem solved. 

Senere på aftenen da jeg skulle ud på toilettet, gik jeg forbi et stort vindues parti, og lige på den anden side, ja der var min bil såmænd parkeret. Det var rimeligt iøjefaldende, at den var beskidt. Og fordi en stor del af kursisterne gik den vej forbi for at komme på toilettet, var det nok i virkeligheden endnu mere iøjefaldende, end hvis den have været parkeret almindeligt!

 

Dough! Som Homer ville have sagt!

 

Så var det jo så, at en af deltagerne syntes, at det var rart, at se at min bil var beskidt, for det viste jo bare, at jeg var ligesom alle andre, og havde ikke lige haft tid til at vaske min bil. Interessant!

 

For hvad er det nogen gange vi prøver at bevise? At vi har styr på det hele, og alt er under kontrol? Det er en manøvre som jeg ikke har haft meget held med. Og faktisk har jeg heller ikke lyst til at lade som om, at jeg er total ovenpå. For det ville være en løgn og uærligt. Så i skrivende stund er status at:

  • Min yngste søns værelse roder heeelt vildt og har gjort det i flere uger.
  • Hele hjemmet trænger til rengøring…og jeg mener T.R.Æ.N.G.E.R.
  • Min køkkenhave er mere grøn af ukrudt end af grøntsager
  • Jeg har ingen frugt til mine børns madpakker i morgen
  • Vasketøjet er vasket, men det rene vasketøj ligger i en kæmpe bunke på sofaen – gad vide hvornår det bliver lagt sammen?
  • Mit spisebord i stuen er mit hjemmekontor, så der er bunker ud over det hele
  • Hvad? Skal sengetøjet skiftes hver 14 dag?
  • Mine vinduer trænger til at blive vasket på den ene side og pudset på den anden
  • Og meget meget mere….

 

Men nu tror jeg faktisk at jeg vil vende det hele ryggen og gå ud og plukke brombær med mine børn, og nyde at jeg er helt almindelig.

Mit råd til dig er at gøre det samme, slip kluden, støvsugeren, vasketøjet eller hvad du end har gang i, og kom ud og nyd livet, lige her, lige nu!

0 kommentar(er)

Skriv en kommentar til bloggen her