Mørke

Når mørket sænker sig!

20. oktober 2012

Det er gråt ude. Landet er pakket ind I en dyne af skyer. Helt fra halsen i Sønderjylland til snotklatten Samsø til nathuen Vendsyssel, er dynen trukket helt op om ørene, og jeg har lyst til at gøre det samme.

Der er dage, hvor jeg bliver opslugt af melankoli og tristhed. Nogle dage er der en udefrakommende årsag til det, og andre dage er det er det en indefra kommende grå følelse. Jeg har haft det sådan, lige så længe jeg kan huske tilbage, og har efterhånden lært, at acceptere det som en del af mig.

Det er dage, hvor, selvom at jeg godt kender, alle de ting jeg er taknemmelig for i mit liv, jeg ved at jeg arbejder på at nå mine drømme og jeg tror på mig selv, så kommer tvivlen og frygten, der altid ligger på lur, alligevel frem og viser sit grimme ansigt i hyggeligt selskab af Janteloven.

Det er dage, hvor jeg føler, James Morrisons ord i sangen Wonderful World, med en sådan intensitet, at tårerne kommer op i øjenene på mig:

 

Who am I to dream?

Dreams are for fools, they let you down

Well, I know that it’s a wonderful world, but I can’t feel it right now

I thought I was doing well, but I just wanna cry now

 

Så hvordan kommer jeg videre derfra? Fra et hul der er sort og sluger alt glæde, energi og overskud, som var det det et af de sorte huller i rummet, hvor alt lys bliver opslugt? Jeg møder min tristhed og melankoli! Jeg siger til det: ”okay, hvad er det du vil mig? Hvad vil du fortælle mig?” Fordi det har altid et budskab. Ofte har jeg ikke lyttet til mig selv og mine værdier, jeg har ikke været tro over for mig selv, jeg har måske ”glemt”, at jeg er den vigtigste person i mit liv! Når jeg giver min krop og mit sind plads til også at rumme disse svære følelser, bliver det nemmere at komme op igen. Jeg giver mig selv plads til, at gøre det der føles rigtigt for mig, hvad enten det er en lang gåtur, noget god mad, afspænding/meditation, høre noget god musik, se en god film eller en lur på sofaen.

Og så ændrer jeg mit fokus. Fra at være ”øv hvor er det også træls, at jeg er så svag” til ”hvor er det sejt og stærkt, at jeg tør rumme disse følelser, at jeg accepterer, at de er en del af mig og med til at gøre mig til et helt, indfølende og forstående menneske”. Det er en bevidst handling. Jeg vælger at lytte til de drænende tanker og vælger så at tænke nogle positive og styrkende tanker i stedet. Er det nemt? Næ, det er det ikke og det kræver øvelse. Kan det lade sig gøre? JA! JA! JA! For jeg har kontrollen over mine tanker, det er ikke den anden vej rundt, og det samme har du! Så mød det grå, det triste, det melankolske med forståelse, lyt til det, acceptér og respekter det det vil dig, og træf så en beslutning om at du vil dig og DIT liv. Så ind i kampen igen, tag de slag der skal til, og vid, inderst inde i dit hjerte, at du IKKE kan slåes ud, fordi du har kontrollen og magten over dine tanker og dit liv!

1 kommentar(er)

Her kan du skrive en kommentar til bloggen

Skrevet af Elise 5/11 2012
Det er en interessant vinkel at kunne se noget positivt og konstruktivt i de triste tanker, der får livet til at synes meningsløst.
Jeg er pt. sygemeldt med en stressrelateret depression og er lige startet på medicin for at prøve noget "nyt". Jeg kunne identificere mig med stort set det hele, der står i din blog; jeg har i mange år haft perioder og episoder med den form for tristhed og melankoli, du taler om. At jeg for seks uger siden brød sammen, var sandsynligvis et symptom på, at jeg ikke taget signalerne fra min krop alvorligt nok, og jeg sidder her i dag og tænker, at hvis jeg havde gået min tristhed i møde, som noget brugbart, sådan som du anviser, kunne jeg måske have undgået at denne sorte fase af mit liv.
Jeg tænker imidlertid, at det aldrig er for sent at komme i gang, og jeg vil se, om ikke jeg kan bruge dit råd i denne svære tid, hvor de triste tanker dominerer min hverdag.
Det kan dog være svært at finde de gode værktøjer frem, når man ER nede, når den onde spiral er sat i sving, men små sedler rundt omkring kan måske minde mig om det og give mig bedre vaner. Min datter skriver små ordsprog op rundt omkring og har for nylig fået lavet en tatovering med teksten "If life isn't fun, you are doing it wrong". Jeg synes, det giver god mening at påtage sig ansvaret for sit liv og at man selv kan gøre noget, for at det skal blive godt, men jeg bryder mig ikke om "hammeren" til at slå sig selv oveni hovedet med. Hvad er det fremadrettede?
Musikken betyder også meget for mig. Der bliver adgang til de følelser, der til tider er ved at tage over og styre mit liv. Det er også en måde at give plads til og acceptere, at de triste tanker er en del af mit liv. Men at tage skridtet videre og spørge ind til, hvad de vil mig, er en ny vej for mig...
Tak for inspiration til min sitiation.

PS. Det er første gang, jeg skriver kommentar på en blog - er man anonym eller skriver man under med navn??